24. november
St. Croix til St. John

Vi står tidligt op og laver lidt morgenmad selv - vi skal køre inden hotellet åbner for morgenmad. Der er kun en måned til jul??? Det er slet ikke til at fatte når vi står her blandt palmer i 30 graders varme.

Jes læsser Lisbeth af ved Seaplane terminalen med al bagagen og kører op for at aflevere bilen. Han er hurtigt tilbage, så vi er klar til at checke ind. Der var mange myg. Det havde vi ikke regnet med, det var jo langt efter solopgang og myggesprayen var hjemme på hotellet- vi skulle jo ud at flyve og der gælder sammen regler som i andre fly: ingen drivgasser, ingen sakse, ingen brandbare vædsker.... UPS vores håndgel indeholder næsten kun alkohol og bag på står : "meget brandfarligt". Ud på toilettet og tømme den, så vi kun har flasken tilbage. Den er god til solcreme. Holder helt tæt.

Indcheckningen er en oplevelse i sig selv. Mens vi venter kan vi se fly lande og lette ude på vandet.

    

Vi skal oplyse vores egen vægt og al håndbagage bliver vejet. Det er et lille fly med plads til 17, så vi skal placeres rigtigt for at der er styr på balancen - og alt foregår udendørs - selv afgangsterminalen er udendørs.

Vi får heldiogvis pladser ved siden af hinanden - og langt fremme, så udsigten ikke forstyrres af vingen - og vi kan se ind i det åbne cockpit og følge med i piloternes arbejde. Det er en spændende oplevelse at lette fra vandet.

   

Efter bare 20 minutter nærmer vi os St. Thomas. Vi skal lande i havnen i Charlotte Amalie. Vi kan følge med i piloternes arbejde med at finde det rette sted at lande i den travle havn. Vandet er fyldt med lystbåde. Vi kan se den ene pilot peger i een retning, så i en anden gør "Bob, bob"-tegnet med hænderne , peger igen på det første sted og så er det bestemt. Det er her vi lander. Vi rammer forbavsende blødt på vandet og det sprøjter godt op ad vinduerne. Flyet er fyldt med lokale, der skal på forlænget weekend. Det er nemlig Thanksgiving. Stemningen er meget hyggelig og alle ønsker hianden happy Thanksgiving.

Charlotte Amalie er en meget større og meget mere turistet by end Christianssted - og vi har ikke den ringeste anelse om hvilke vej vi skal. Vi spørger om vej mod centrum - det er til højre langs havnen. På vej ser vi to piratskibe i havne, de har det sorte sørøverflag oppe. Gad vide om det er museer. Sørøverflag bruges også på lystbådene. 

Vi skal ikke blive i Charlotte Amalie - vi skal finde den lokale bus til Redhook, som er en by i den østlige ende af St. Thomas, hvorfra der går en færge over til St. John.

Vi får at vide at bussen stopper lige ved et lokalt marked - lige ved fortet. "Der kommer en bus fuld af lokale - så skal I bare spørge om han kører til Redhook - det koster 2$".
Vi når lige at købe et par flasker vand på markedet og stille os klar - og så er bussen der.
Det er ikke en bus som vi kender den - men en åben vogn med sæder hele vejen på tværs og tag, men ingen sider.

Det er en spændende tur hvor lokale hopper af og på bussen undervejs. Lokale sidder i skuggen og "limer" . Der er mange kriker fra forskellige trosretninger undervejs. mindst 6. Vi kan se at St. Thomas er mere velstående og mere velorganiseret end St. Croix - det er nok indtægter fra alle turisterne.

I Redhook tager vi færgen over til St. John - det er en sejltur på 20 minutter. Det er også en helt anden oplevelse end vi har haft på St. Croix. Her er flere forskellige øer indenfor synsvidde - det er de britiske Virgin Islands.

Da vi ankommer til Cruz Bay på St. John er vi godt frokostsultne - så vi går ind på en restaurant på havnen. Vi får bla fritteret konk (konkylie) med hjemmerørt remoulade.
Det er nogle små boller der ligner falaffel og er lavet af konkylie-kød og et eller andet bindemiddel- måske kikærter. Det smager lidt af falaffel. Dejligt krydret.

Efter at have fået stillet sulten er næste step at finde et sted, hvor vi kan leje en bil. Det bykort vi har fået fat i er lidt forvirrende - men vi finder en lille gade i nærheden, hvor der ligger 3 små udlejningsfirmaer. Det første er lukket. De næste ligger i et lille skur - da vi kommer ind sidder der 2 store mænd derinde - men de har ingen biler, de vil leje ud. Det 3. sted er også lukket. Heldigvis for det, for den 4. biludlejning ser ud til at være den mest professionelle af dem alle. Der er et større kontor, toilet og servicen i top. Vi får en flot næsten ny 4 dørs jeep og et kort, hvor de cirkler supermarkeder ind, den strand vi skal til i eftermiddag (Trunk beach) og vores pensionat "Hillcrest Guest House" ligger.

Pensionatet ligger ikke ret langt fra havnen op ad en meget stejl bakke. Der er en flot udsigt fra lejlighederne over os. Vi har booket kælderlejlighed (den billigste) indrettet med alt hvad vi behøver lige fra myggespray, snorkleudstyr, DVD-afspiller og lommelygter. Køleskab og barskab er fyldt og vi skal bare tage alt hvad vi vil have. Det er gratis det hele. Her er en meget privat og lokal stemning- man føler sig godt tilpas. Dejlig kontrast til det store hotel på St Croix. Det sted kan vi godt anbefale.

Så skal vi til Trunk Beack- et af verdenens top 10 bedste snorklesteder ifølge National Geographic. Her er lifeguard, der sidder i sit udkigstårn, omklædningsrum, brusere og toiletter. Her er åbent fra 8.30 til 16.30 men livredderen går kl 16. Det koster 4 dollers at komme ind.

Det er et helt fantastisk sted. Ingen bølger (det er en bugt), revene er tæt på stranden og de er flotte med mange fisk. Jes får set bla en Yellowtailed (gul-halet) snapper, en trompetfisk, en Sergant Major og en rokke på 1 meter incl hale, der ligger og hviler sig på bunden.

    

Lisbeth bader og bliver fortrolig med havet. Det er den bedste strand vi nogensinde har været på.

Efter meget sol og strand tager vi hjem og skifter tøj og tager myggespray på. Så er vi parate til at gå ned i byen. Vi bestiiler bord til kl 18 - nu det er Thanksgiving og det var en god ide. Det meste er reserveret og det er kun nogle få restaurenter der er åbne.

Så slentrer vi langs stranden og Lisbeth finder en masse sea-glass (glasskår i grønne og brune farver, som har ligge i havet og har fået slebet kanterne helt runde og har fået et sandblæst look). Der var også andre der var ude for at finde sea-glass. Det er nemt at se nu  hvor solen er ved at gå ned.

Vores Thanksgivingmeneu bestod ikke af kalkun men af henholdsvis kæmpe store kammuslinger og Mahi-mahi. Det er en lidt fin restaurant. Portionerne er mindre, maden er udsøgt og uden på spisekortet står der hvem chefkokken er og hvad sous-chefkokken hedder.

Til dessert (vore første på turen - vi er ikke de de helt store dessertspisere) får vi en kombination af 3 små desserter. De smager så englene synger. Spice cake with rum caramel sauce, vanilla bean Creme Brulee og Pumpkin Cheese Cake. Det er mindst de 14 dollers værd.